Gommens tale

Kære gæster.

Nu da I alle sidder bænket her om bordet og det vil være temmelig uhøfligt at gå, så vil
jeg gerne fortælle jer lidt om chili.

Ja, som en anden Chili-Klaus er jeg også gået hen og er blevet fascineret af disse små
frugter med den stærke smag.

Jeg har dog fundet ud af, at det har ligget i kortene i mange år – for, som nogle af jer ved,så mødtes Bette og jeg på Chili-chatten.

“Chili” var dengang et blad for unge i skoler og på gymnasier. Hvorfor vi begge var endt
der, har jeg intet svar på, men til stor fortrydelse for bladet, var de fleste af de faste
chattere dengang for længst kommet over skolealderen.

Vi var begge med til nogle arrangementer og fester med andre chili’er og jubii’er –
og der gik ikke længe før der opstod en vis kemi, kan man sige.

Ingen af os havde dog på det tidspunkt regnet med, at vi her ca. 16 år senere
skulle være gift, have villa, vovhunde og et væld af chiliplanter i et drivhus i
haven.

Kære Bette.

Når du nu sidder så smuk og dejlig ved min side, er der ét spørgsmål, man er nødt til at
stille sig selv…

Hvis du var en chili, hvilken chili var du så?

Jeg har tænkt meget over det og der findes ikke en chili, der er dækkende for alle dine
karaktertræk, så du – eller chilien – må være en krydsning.

Carmagnola Rosso: Dejlig klassisk chili-frugt med utroligt megen sødme.
Bhut Orange Copenhagen: Med det flotte udseende.
Candlelight: Farverig og med rigtig god smag.
Peppadew: God til madlavning.
Carolina Reaper: pt. Verdens stærkeste chili.

Da du og jeg i sin tid blev kærester, var vi spændte og en lille smule nervøse for,
hvad din datter Gitte og din søn, Michael ville sige til, at deres mor havde fået en ny
kæreste.

Gitte havde mødt mig før – til en fest med chili-chatterne, hvor jeg godt snaldret (skide
fuld) fik kørelejlighed hjem på bagsædet af Gittes bil. Jeg ved ikke hvor godt et indtryk det
havde været, men det kan ikke have været så slemt, for jeg blev taget imod af Gitte som
det mest naturlige i verden. Tak, Gitte.

Michael og jeg kendte ikke hinanden, men jeg kan huske at vi talte sammen i telefonen
få dage efter, at Bette havde annonceret at vi var kærester og Michael lød som om, at vi
havde kendt hinanden altid. Det var en rigtig stor lettelse. Tak for det, Michael.

Sådan var det også med Lotte. Det føltes også som om at vi havde kendt hinanden
altid og jeg blev også hurtigt “offer” for Lottes store hjælpsomhed og gavmildhed –
der er kendt i familien. Tak, Lotte.

Også den efterfølgende generation har taget godt imod mig. Stine og jeg var på en
utrolig hyggelig geocachingtur sammen en af de første gange hun besøgte os og det er
altid vældigt hyggeligt at have hende på besøg.

Malthe har vi desværre ikke set så ofte, men det håber vi at vi kommer til fremover.

Jeg var – og er – ved at revne af stolthed over at få lov til at være morfar – eller
“moffe” for Gittes 2 drenge, Jonas og Lucas. Det er nogle utroligt søde knægte.

Kære Elsebeth
Kære Bette.

og nu også

Kære Fru Lautrup-Larsen
Kære kone.

Vi har i dag lovet at vi vil elske hinanden til døden os skiller – og der er intet jeg
hellere vil. I de snart 16 år, vi har kendt hinanden, har vi udviklet os både som kærester
og som mennesker. Du har lært – måske ikke at elske – men at acceptere eller ignorere de
mange særheder, jeg havde og stadig har.

– og der er mange! Du smiler og ruller med øjnene, når jeg igen – og ved enhver given
lejlighed – taler om chili eller hvad jeg nu interesserer mig grænseløst for i øjeblikket.
Det elsker jeg dig for.

Når mine store og vilde planer bliver lidt for meget, er du den der får mig roligt ned på
jorden igen. Det elsker jeg dig for.
Når der er noget jeg virkelig brænder for, så giver du mig frihed til at forfølge det. Det
elsker jeg dig for.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg for nogle år siden havde problemer med stressog
depression og hvor du viste dig som den kærlige, omsorgsfulde og forstående kvinde
du er. Du lyttede til mine mange underlige tanker og bekymringer, som jeg sloges på de
mest mærkelige tidspunkter på døgnet, men du gav mig også et spark bagi, når det var
nødvendigt.

Du gav mig al den hjælp jeg behøvede og du er helt sikkert skyld i, at jeg – trods alt –
kom hurtigere igennem end jeg ellers ville have gjort. Du har helt sikkert hjertet på det
rette sted og det elsker jeg dig for.

Til slut vil jeg kun sige, at jeg vil gøre alt for at være den bedste mand for dig.
Jeg elsker dig af hele mit hjerte – og mere til!